Skip Navigation Links
FORSIDE
OM VIRKSOMHEDEN
REFERENCER
KONTAKT
 

Forslag til ændring af fusionskontrolreglerne

I december 2008 kom så den længe ventede rapport fra udvalget om ændring af fusionskontrolreglerne. Et enigt udvalg foreslår lavere tærskelværdier og mere effektive sagsgange.

 

Lavere tærskelværdier

Udvalget foreslår, at den høje tærskelværdi sænkes fra 3,8 mio. kr. til 0,9 mia. kr., og at den lave tærskelværdi sænkes fra 300 mio. kr. til 100 mio. kr.

 

De foreslåede nedsættelser af tærskelværdierne er nok en smule større end ventet. Med de foreslåede tærskelværdier vil Danmark sammenlignet med EU9-gennemsnittet komme ud med relativ lave værdier. Det er navnlig den nedre grænse, der er meget lav sammenlignet med gennemsnittet af EU9. En høj og en lav tærskelværdi på noget over 1 mia. og 200 mio. kr. ville ligge tættere på det EU9 - gennemsnittet.

 

Mere effektive sagsgange.

Her forekommer rigtig mange gode forslag. Nogle af forslagene kan gennemføres umiddelbart, og det må forventes, at Konkurrencestyrelsen uden at afvente en lovændring udarbejder en moderniseret bekendtgørelse om omsætningsberegningen, en vejledning om prænotifikationsfasen og en vejledning om afgivelse af klagepunktsmeddelelse. Forslaget om afgivelse af en klagepunktsmeddelelse er helt i tråd med administrationen af EU’s fusionskontrolregler. Resten af forslagene er mindre væsentlige, men administrativt hensigtsmæssige og mere EU-konforme.

 

Samfundsøkonomiske gevinster

I rapporten opgøres de samfundsøkonomiske gevinster ved forslaget til ca. 450 mio. kr., mens de administrative omkostninger for virksomhederne og for Konkurrencestyrelsen løber op i ca. 60 mio. kr.  Beregningen af de administrative byrder virker ganske troværdige, mens beregningen af de samfundsøkonomiske gevinster ved den skærpede fusionskontrol er præget af analytisk set meget stiliserede og tvivlsomme beregningsforudsætninger. I det hele taget er en beregning af de samfundsmæssige gevinster ved fusionskontrol meget usikker og tvivlsom, og overbevisende beregninger mangler da også. Nogle vil mene i en sådan grad, at fusionskontrollen er et falsk lod. Det vil derfor have været en tryghedsskabende foranstaltning, hvis de samfundsøkonomiske beregninger havde haft en mere overbevisende beskaffenhed. Der mangler også en analyse af, hvorledes samspillet mellem forbudet mod misbrug af dominerende stilling og fusionskontrollen kan supplere hinanden.

 

Næste skridt.

Det må nu forventes, at konkurrencemyndigheden uden at afvente lovændring går i gang med den administrative effektivisering af fusionskontrolreglerne. Dernæst må det forventes, at der udarbejdes udkast til forslag til lovændring, som lægges frem til politisk behandling i løbet af foråret. En sådan behandling kan tidligst forventes afsluttet i efterårssamlingen 2009.

 

Usikkerheden omkring effekten af fusionskontrollen og fusionskontrollens samfundsmæssige virkninger målt op imod de betragtelige administrative byrder kan sagtens betyde, at politikerne ikke gennemfører forslaget i dets nuværende udformning. Om finanskrisen og den ventede recession vil få betydning for fremtidens fusionskontrolregler er umuligt at vurdere. Så vi må vente at se.

 

 
Konkurrenceraadgivning.dk v. Niels Rytter - Tlf.: (+45) 22 19 86 53