Skip Navigation Links
FORSIDE
OM VIRKSOMHEDEN
REFERENCER
KONTAKT
 

Konkurrencepolitikkens røde tråd

Konkurrencepolitikken fastlægges gennem konkrete konkurrenceafgørelser. Nyhedsbrevet byder denne gang på 5 aktuelle og betydningsfulde afgørelser. Det er DSB-sagen, Post Danmark-sagen, Terminal A-sagen, GN Store Nord-sagen og Nykredit-sagen,.

 

EU-Domstolens afgørelse i DSB-sagen annullerer Kommissionens tidligere afgørelse om, at DSB’s public service virksomhed er forenelig med fællesskabets regler; men dommen tager ikke stilling til, om og på hvilke betingelser den offentligt ejede virksomhed, DSB, kan modtage statsstøtte til sine offentlige public service forpligtelser (SGEI), når der findes konkurrenter, der udfører servicen billigere, eller om DSB er blevet overkompenseret.

 

Domstolenes afgørelser i Nykredit-sagen, Post Danmark-sagen og GN Store Nord-sagen viser, at konkurrencepolitik bedømmes vidt forskelligt af de forskellige myndighedsinstanser, og Transportministerens indgriben i sagen om tredjepartsadgang til en konkurrerende Terminal A i Københavns Lufthavne viser, at konkurrencepolitik også er dikteret af andre politiske hensyn end konkurrencehensynet.

 

Både konkurrencehensyn, juridiske hensyn og andre politiske hensyn spiller ind, når der træffes konkurrenceafgørelser. Afvejningen af disse hensyn er i høj grad uklar og uforudsigelig. Anderledes kan det nok ikke være. Men uforudsigeligheden gør det svært for markedsaktørerne at finde konkurrencepolitikkens røde tråd.

-------------------------------------------------------

 

EU-Domstolen annullerer Kommissionens afgørelse i klage over DSB’s public service-virksomhed, herunder støtten til togforbindelsen København-Ystad (T-92/11)

Jørgen Andersen, der ejer busvirksomheden Gråhundbus, anlagde den 10. marts 2011 annullationssøgsmål ved Retten i Første Instans mod Kommissionen med påstand om annullation af artikel 1, stk. 2, i Kommissionens afgørelse af 24. februar 2010 i sagen om statsstøtte til DSB (C 41/08). Annullationssøgsmålet vedrører blandt andet DSB’s støtte til togforbindelsen København-Ystad, og DSB’s tilbagebetaling af overkompensation til den danske stat. Togforbindelsen konkurrerer med Jørgen Andersens parallelle busrute

 

Stævningen handler om forståelsen af begrebet statslig public servicevirksomhed, når det sker i konkurrence med private, om DSB’s public servicevirksomhed har været overkompenseret, og om hvorvidt retsgrundlaget for Kommissionens afgørelse af 24. februar 2010 er artikel 14 i forordning 1911/69 i stedet for forordning 1370/2007. Forordningerne regulerer public service forpligtelserne i transportsektoren. Forordning 1370/2007 trådte i kraft den 3. december 2009 og erstattede den hidtil gældende forordning 1911/69.

 

Ved dom af 20. marts 2013 har Domstolen annulleret Kommissionens afgørelse fra 2010 i overensstemmelse med sagsøgers påstand.  Begrundelsen er, at Kommissionen har anvendt forordning 1370/2007 og ikke forordning 1911/69. Sagens omkostninger bæres af Kommissionen og biintervenienterne den danske stat og DSB, der begge støttede Kommissionen.

 

Dommen indebærer imidlertid også, at Domstolen ikke tager stilling til, om den offentligt ejede virksomhed DSB kan modtage statsstøtte til offentlige serviceforpligtelser (SGEI), når der findes konkurrenter, der udfører servicen billigere, eller til om DSB er blevet overkompenseret.

 

Det må forventes, at Kommissionen efter annullationen træffer en ny afgørelse. Hvis Kommissionen som hidtil hævdet på ny finder, at støtten til DSB også er forenelig med artikel 14 i forordning 1911/69, så vil der være grundlag for at rejse en ny klagesag om det, som sagen egentlig drejer sig om.

 

Der henvises til http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=135262&pageIndex=0&doclang=EN&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=163159

 

 

Højesteret ophæver Konkurrencerådets afgørelse om Post Danmarks misbrug af dominerende stilling

Højesteret ophævede i februar 2013 Konkurrencerådets afgørelse fra september 2004 om, at Post Danmark A/S misbrugte sin dominerende stilling på markedet for adresseløse forsendelser i Danmark ved i 2003 og 2004 at anvende forskellige priser over for selskabets egne kunder og Forbruger-Kontakts tidligere kunder Coop, Spar og SuperBest uden at kunne omkostningsbegrunde de meget betydelige pris- og rabatforskelle imellem kunderne, jf. artikel 82, stk. 1, litra c og konkurrencelovens § 11, stk. 1, jf. § 11, stk. 3, nr. 3. Konkurrencerådets afgørelse blev senere stadfæstet af Konkurrenceankenævnet og Østre Landsret.

I forbindelse med sagens behandling ved Højesteret blev der forelagt 2 præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af artikel 102 i TEUF (tidl. artikel 82 i EF-Traktaten). Ved dom af 27. marts 2012 (sag C-209/10) besvarede EU-Domstolen Højesterets spørgsmål. Konkurrencerådet opgav undervejs den del af afgørelsen, der vedrørte Spar og SuperBest.

For så vidt angik Coop fandt Højesteret, at afgørelsen ikke var baseret på en sammenligning af Post Danmarks pris til Coop med Post Danmarks omkostninger ved distribution af adresseløse forsendelser. Afgørelserne var baseret på en undersøgelse og vurdering af, om Post Danmarks pris til Coop var egnet til at eliminere Forbruger-Kontakt fra markedet. Højesteret fandt, at denne undersøgelse og vurderingen af spørgsmålet om ekskluderende misbrug ikke svarer til, hvad der er påkrævet efter EU-Domstolens dom. Der foreligger således en retlig mangel ved de nævnte afgørelser, som betyder, at afgørelsen af 29. september 2004 skal ophæves også for så vidt angår Coop, medmindre Konkurrencerådet – efter de kriterier, der fremgår af EU-dommen – godtgør, at afgørelsen alligevel er rigtig.

EU-Domstolens krav til afgørelsen var, at det skulle kunne sandsynliggøres, at Forbruger-Kontakt ville blive elimineret fra markedet til skade for konkurrencen, såfremt Konkurrencerådet ikke havde truffet sin afgørelse. Højesteret fandt ikke dette var godtgjort.

Der henvises til selve dommen på  http://www.domstol.dk/hojesteret/EU-ret/Pages/PostDanmarkhavdeikkemisbrugtsindominerendestilling.aspx og til de tidligere afgørelser i Post Danmark-sagerne på www.KFST.dk.

 

Transportministerens afvisning af Konkurrencerådets opfordring til at ændre luftfartsreglerne er indbragt for Østre Landsret.

Konkurrencerådet opfordrede i en offentliggjort henvendelse efter KL § 2, stk. 5 (den første offentliggjorte henvendelse i 5 år) i januar 2012 transportministeren til at ændre luftfartsreglerne, så reglerne ikke skader konkurrencen ved at hindre etablering af en konkurrerende terminal (Terminal A) i Københavns Lufthavne. Ministeren afviste opfordringen med henvisning til det regulatoriske hensyn om opretholdelse af sikkerheden i lufthavnen.

Konkurrencestyrelsen fandt i slutningen af 2011, at Københavns Lufthavnes nægtelse af adgang til lufthavnsmarkedet i København udgjorde et misbrug af dominerende stilling, og Konkurrencestyrelsen agtede derfor at give lufthavnen påbud om at give Terminal A adgang til at etablere en ny konkurrerende terminal på lufthavnsområdet. Afgørelsen blev imidlertid grebet ud af Transportministeren, der oplyste, at nægtelsen var en følge af offentlig regulering og derfor ikke omfattet af forbuddet mod misbrug af dominerende stilling i konkurrenceloven.

Initiativtagerne bag ansøgningen om adgang til at etablere den ny lufthavn fandt ikke begrundelsen var saglig begrundet og har indbragt Transportministerens afgørelse for Østre Landsret.

Der henvises til:  http://www.airportterminals.dk/ og til http://www.kfst.dk/konkurrenceomraadet/afgoerelser/afgoerelser-2012/konkurrenceraadets-beslutning-om-at-rette-henvendelse-til-transportministeren-af-25-januar-2012/   

 

Bundeskartellamt ikke erstatningsansvarlig efter ulovligt fusionsforbud

GN Store Nord har i meddelelse af 26. februar 2013 oplyst, at Civilretten i Køln har afvist GN Store Nords krav på erstatning på ca. 8,2 mia. kr. for tab som følge af Bundeskartellsamts forbud mod salget af GN ReSound til den schweiziske producent af høreapparater Sonova i 2007. Civilretten i Køln anerkender, at forbuddet af salget var ulovligt, men vurderer, at det ikke resulterer i et erstatningsansvar for det tyske Bundeskartellamt. Der henvises til meddelelsen på https://newsclient.omxgroup.com/cdsPublic/viewDisclosure.action?disclosureId=543569&messageId=669746. Umiddelbart er dommen overraskende. Det bliver derfor interessant at læse dommens præmisser, når den foreligger.

GN Store Nord indgik den 2. oktober 2006 en aftale om at sælge GN ReSound til Sonova for en samlet pris på DKK 15,5 mia. på nettogældfri basis. Aftalen var betinget af konkurrencemyndig-hedernes godkendelse i en række lande. Bundeskartellamt besluttede i april 2007 at forbyde transaktionen med den begrundelse, at transaktionen ville medføre kollektiv dominans for Siemens, Sonova og William Demant Holding på det tyske marked for høreapparater. Bundeskartellamt mente ikke, at en omfattende tilsagnspakke var tilstrækkelig til at imødekomme betænkelighederne. Pakken indebar bl.a. frasalg af nogle R&D-, produktions- og globale distributionsaktiviteter, samt tilbagetrækning fra en række brancheorganisationer i og uden for Tyskland.

Forbuddet blev indbragt for den tyske appeldomstol, der den 26. november 2008 stadfæstede Bundeskartellamts afgørelse af 11. april 2007. Sagen blev herefter indbragt for den tyske højesteret, der i april 2010 underkendte såvel Bundeskartellamts fusionsforbud som appeldomstolens stadfæstelse af forbuddet. Det er i det lys erstatningssagen skal ses. Dommen kan appelleres.

 

Sø- og Handelsretten tidsbegrænser fusionstilsagn i Nykredit-sagen

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 6. december 2012 anket Sø- og Handelsrettens dom i Nykredit-sagen til Højesteret.

Sø- og Handelsretten finder, at et bindende tilsagn afgivet af Nykredit i 2003 om størrelsen af Nykredits bidragssatser på realkreditlån i forbindelse med godkendelsen af fusionen med Totalkredit i 2003 er tidsbegrænset - uagtet dette ikke fremgår af tilsagnet.

Sø- og Handelsrettens dom skal ses på baggrund af, at Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet begge finder, at det omhandlede tilsagn er uden tidsbegrænsning, fordi det ikke af tilsagnet eller af forholdene omkring afgivelsen af tilsagnet i øvrigt tydeligt fremgår, at tilsagnet er tidsbegrænset. Tidsubegrænsede tilsagn kan kun ændres med KFSTs accept. Sagen anses for principiel for fortolkningen af tidsubegrænsede tilsagn.

Der henvises til

 http://domstol.fe1.tangora.com/brDomsoversigt.16692/U-0002-11.1325.aspx  og http://www.kfst.dk/index.php?id=31332

 

Marts 2013

Niels Rytter

Konkurrenceraadgivning.dk

 
Konkurrenceraadgivning.dk v. Niels Rytter - Tlf.: (+45) 22 19 86 53