Skip Navigation Links
FORSIDE
OM VIRKSOMHEDEN
REFERENCER
KONTAKT
 

Bindende videresalgspriser og fusionskontrol

Konkurrencemyndighederne slår hårdt ned på aftaler og vedtagelser om bindende videresalgspriser. Det skyldes et formbaseret per se forbud, hvor myndigheden ikke skal sandsynliggøre effekten på konkurrencen og effektiviteten. Det skal myndigheden til gengæld, når der er tale om kontrol med fusioner. Her er nye økonometriske analysemetoder blevet bragt til veje, og metoderne synes at bidrage med klare fordele til gavn for mere nuancerede vurderinger af fusioners effekter.

Royal Copenhagens indblanding i  Imercos videresalgspriser og myndighedernes godkendelse af Arcus-Pernod fusionen  og fusionen af Jysk Holding, Bolia, IDÉmøbler og Ilva har aktualiseret diskussionen om effektbaserede contra formbaserede afgørelser. Nedenfor resumeres ultrakort diskussionen om forbuddet mod bindende videresalgspriser og de nye analysemetoder i forbindelse med fusionskontrol.

 

Bindende videresalgspriser

Bindende videresalgspriser er forbudt

Det er forbudt at fastsætte og at håndhæve faste videresalgspriser og minimumsvideresalgspriser. Det følger af konkurrencelovens § 6, stk. 2, nr. 7, at forbudte konkurrencebegrænsninger kan bestå i ”at fastsætte bindende videresalgspriser eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere til ikke at fravige vejledende salgspriser”.

Og der er ingen hjælp at hente i gruppefritagelsen for vertikale aftaler, der ikke gælder, hvis aftalen indeholder en alvorlig (hardcore) konkurrencebegrænsning, hvortil en begrænsning i køberens adgang til selv at fastsætte sine videresalgspriser hører.

Vejledende priser og maksimumsvideresalgspriser anses ikke for en alvorlig konkurrencebegrænsning og er derfor i modsætning til bindende videresalgspriser omfattet af gruppefritagelsen. Følgende fremstilling vedrører derfor alene bindende bruttoprisfastsættelse.

Forbuddet mod aftaler om faste videresalgspriser og minimumssalgspriser gælder både skriftlige og mundtlige aftaler, og det er ikke et krav, at aftalen er sanktioneret. Forbuddet gælder også, når der foreligger ”en samstemmende vilje” om, hvilke priser forhandleren skal anvende.

Retstilstanden synes således klar. Den seneste tids bødesager for overtrædelse af forbuddet vidner da også om, at forbuddet er alvorlig ment og vil blive fulgt op af myndighederne.

 

Kritik af per se forbuddet

Alligevel rejser fagøkonomer kritik af forbuddet. Det skyldes, at per se forbuddet også gælder aftaler om bindende videresalgspriser, der gavner konkurrencen. Per se forbuddet gælder således ikke kun for aftaler, hvor der kan påvises en skadelig virkning for konkurrencen.

Men kan aftaler om bindende bruttopriser være uden effekt på konkurrencen eller tilmed være gavnlige for konkurrencen og effektiviteten? Ja, i visse situationer fx når bindende bruttopriser er nødvendige for at sikre brandets position som high-end vare og for at styrke kvalitet og service m.v. samt i øvrigt er nødvendig for at styrke markedseffektiviteten i produktion og forhandling.

Bindende videresalgspriser eliminerer intrabrandkonkurrencen, men kan være med til at øge interbrandkonkurrencen. Med små markedsandele på leverandør- og forhandlersiden vil bindende videresalgspriser i mange tilfælde kun være med til at positionere brandet og øge interbrandkonkurrencen uden i øvrigt at skade konkurrencen og effektiviteten.

Økonomerne argumenterer derfor for en individuel vurdering fra sag til sag, så forbuddet kun rammer de aftaler, der er skadelige for konkurrencen.

 

Reguleringshensyn

Over for fagøkonomernes kritik står hensynet til håndhævelsen af forbuddet. Det er administrativt nemt for både myndigheder og virksomheder, at retstilstanden er kort og klar (omend delvis forkert). En individuel vurdering fra sag til sag vil desuden kunne friste virksomheder til at bryde loven, og lægge beslag på både myndigheders og virksomheders ressourcer. Endelig hævdes det, at formodningen taler for, at langt de fleste aftaler er skadelige.

 

Fortsat diskussion, - men forbuddet gælder!!!

Diskussionen om per se forbud i forbindelse med vertikale aftaler har raset i mange år. Og den vil blusse op hver gang gavnlige aftaler om fx bindende videresalgspriser falder for forbuddet og får strenge bødestraffe, - eller indtil økonomerne finder en ubøvlet måde at sondre mellem gavnlige og skadelige aftaler på. Indtil da anbefales det på det kraftigste at overholde forbuddet.

 

 

Fusionskontrol

Fusionskontrol

Ud af de ca. 40 fusionssager, der hvert år behandles af konkurrencemyndighederne, går mere end 90 % glat igennem. Resten godkendes med tilsagn. Og kun én fusionsaftale er blevet forbudt siden fusionsreglernes tilblivelse i 2000.

 

Diversion ratios (DV) og Illustrative Price ratios (IPR)

Konkurrencestyrelsen har i 2 nyere fusionssager (Arcus – Pernod fusionen og møbelfusionen, Jysk Holding, Bolia, IDÉmøbler og Ilva) suppleret sine analyser med DV- og IPRanalyser. Metoderne har i flere år været anvendt i USA, EU og UK, - hvis konkurrencemyndigheder er blandt de mest ansete i verden.

I begge sager blev de 2 fusioner godkendt. Det er min vurdering at DV- og IPR analyserne bidrog hertil, og at metoderne med fordel kan inddrages i problematiske fusioner, når der er tale om heterogene markeder.

DV angiver, hvor stor en kundeandel fusionsparten vil tabe ved en prisstigning på 5 – 10 % til de andre fusionsdeltagere. Diversion ratio giver således et billede af det konkurrencepres, der forsvinder som følge af fusionen. Hvis et stort antal kunder skifter til fusionsdeltagerne vil fusionen give grundlag for prisforhøjelser. Hvis prisforhøjelserne ikke modsvares af effektivitetsstigninger taler det for at forbyde fusionen.

En metode til at illustrere størrelsen af de forventede prisstigninger (eller prisfald) som følge af fusionen er beregninger af IPR (Illustrative prisstigninger). Som input til beregningerne af IPR anvendes diversion ratios, oplysninger fra parterne vedrørende deres gennemsnitlige bruttoavancer samt gennemsnitspriser på en række udvalgte produkter.

Til illustration af den mest forenklede anvendelse af metoderne vil en DV på 30 % (0,3) og en bruttoavance på 10 % (0,1) medføre en forventet prisstigning på 0,10 x 0,30 eller 3 %. Hvis effektivitetsstigningen som følge af fusionen er mindre end de 3 % vil fusionen medføre prisstigninger.

 

Brug de nye analyseredskaber

Analysemetoderne baserer sig på en masse forudsætninger, som sjældent er opfyldt, og målemetoderne er usikre og problematiske. Men de nye analysemetoder er en mere effektbaseret tilgang til at måle en fusions virkninger end de traditionelle metoder, der baserer sig på usikre markedsafgrænsninger og mere eller mindre skønsmæssige effektvurderinger, når der er tale om heterogene markeder.

I både Arcus og Jysk fusionssagerne bidrog de nye analysemetoder til at give et mere nuanceret billede af fusionernes effekt på konkurrencen og effektiviteten. Det foreslås derfor at inddrage disse metoder, når en fusion, der involverer heterogene markeder, skal vurderes af konkurrencemyndighederne. Det kunne være spændende at vide, om den planlagte VVS fusion mellem F. Lemvigh-Müller A/S og Brdr. A & O Johansen A/S ville være blevet tilladt med tilsagn, hvis de nye analyseredskaber var blevet anvendt.

 

Venlig hilsen

Niels Rytter

Konkurrenceraadgivning.dk

September 2013

 
Konkurrenceraadgivning.dk v. Niels Rytter - Tlf.: (+45) 22 19 86 53